Nyt eksamensbevis ifm. ændring af personnummer

Hvis du har fået nyt personnummer er det vigtigt at få opdateret alle vigtige dokumenter som f.eks. uddannelses- og eksamensbeviser. I dag skal man mange steder bruge denne dokumentation ved jobsøgning og lignende. Du kan bede din uddannelsesinstitution om at sende dig et nyt bevis med dit nye navn og personnummer. De er ikke forpligtet til at gøre det, men de fleste gør det uden videre problemer. Du skal vedlægge det officielle dokument fra Ministeriet, der bekræfter dit cpr-nummerskift. diploma

44 kommuner har siden starten af februar udsendt pas med en fejl i chippen.

Disse kommuner, bl.a. Københavns Kommune, har udstedt pas med fejl. Det gælder for borgere, der har fået udstedt deres pas i perioden 2. februar til 26. marts 2015.
Scantech Sikkerhedssystemer dækker ifølge Henrik Kromann udgifterne til de ugyldige pas. Det betyder, at borgere, som har fået udstedt pas med fejl i, kan bestille et nyt pas hos kommunen uden beregning.

De berørte borgere vil blive kontaktet af deres kommune, oplyser Kommunernes Landsforening.

Læs mere.

pas

TRANSIT samtalegruppe for unge søger deltagere

Samtalegruppen er for dig, som er mellem 15-25 år og som har overvejelser omkring din kønsidentitet og/eller dit kønsudtryk. Det kan være, at du lige er begyndt at tænke over det, eller at du har haft spørgsmål om din kønsidentitet hele livet – uanset hvad, er gruppen et trygt sted, hvor du kan tale om de ting, du har brug for. Her kan du møde andre med lignende erfaringer – og være den du er.

Måske føler du dig hverken som pige eller dreng; måske oplever du, at det føles forskelligt på forskellige tidspunkter; måske har du lyst til at forandre din krop, så den passer bedre til dig – eller måske har du nogle andre erfaringer af kønsidentitet og trans. Dette og meget mere er der plads til at snakke om i TRANSIT Samtalegruppen. Vi har forskellige temaer fra gang til gang, men det vigtigste er selvfølgelig det, som du og de andre i gruppen, synes er vigtigt. Gruppen vil ledes af unge, voksne gruppeledere, som selv har erfaringer med transidentitet, og som sørger for en tryg ramme om gruppen.

Det er gratis at deltage i gruppen, og vi mødes en gang om ugen – 8 gange. Møderne vil ligge ca. klokken 18-20.30. Der vil være et let måltid og lidt at drikke.

Læs mere om tilmelding her.

Om det at tænke over, springe ud og leve som transperson i Danmark

Har du en lille times tid, så lyt til denne kloge, sympatiske og meget lytværdige podcast fra MONOlyd, “Det er min krop – ikke min psykiaters”. Her taler to transpersoner om det at være trans i Danmark og ikke mindst Sexologisk Kliniks afgørende rolle ift. hormonbehandling, mm.

Podcasten er tilrettelagt af Magnild og Elvin, som også står bag kampagnen Til Kamp for Informeret Samtykke (lukket gruppe).

cropped-mononice11

Nyt CPR-nummer den 1. marts

D. 25 juni 2014 vedtog Folketinget en ændring af loven, der gjorde det muligt for transpersoner at søge om ændring af de sidste 4 cifre i personnummeret. Loven trådte i kraft den 1. september 2014.  Det betyder, at man efter godkendelse vil stå anført i personregistret som det køn, man ønsker. Det eneste krav er, at du 6 mdr. efter din ansøgning bekræfter, at det fortsat er dit ønske at skifte juridisk køn.

Hvis du har søgt den 1. september 2014, så udløber refleksionsperioden på de 6 mdr. den 1. marts 2015, hvilket betyder at ansøgere skriftligt nu skal til at bekræfte deres ansøgning om nyt personnummer.

Vi har bl.a. skrevet en liste af ting, som du bør være opmærksom på, når du får tildelt dit nye personummer. Læs meget mere om juridisk kønskifte her.

cprnummer

Kom an 2015!!

Kære alle,

I ønskes et fantastisk nytår med masser af kærlighed og godhed!

2014 har været et turbulent og politisk år på transfronten. Den 1. september trådte den nye lovændring vedr. juridisk kønsskifte (CPR) i kraft, hvilket betød at transkønnede nu kan få få nyt personnummer uden at myndighederne stiller krav om kirurgiske indgreb (kastraktion) eller hormonbehandling.

Til gengæld udsendte Sundhedsstyrelsen også i år et forslag til en ny vejledning for behandling af transkønnede, der skal give Sexologisk Klinik monopol på al behandling. Sexologisk Klinik har i årevis været stærkt kritiseret for deres tilgang og samme vejledning tvang speciallæge Peter Bagger til at standse sin hormonbehandling af transpersoner med øjeblikkelig virkning og efterlod mange uden læge og monitorering fra den ene dag til den anden.

Tak de til de seje folk, der på kort tid fik stablet en stor og vellykket transdemo på benene i oktober. Demo’en var en del af den større kampagne, der retter kritik mod Sundhedsstyrelsens vejledning, og flere hundrede transpersoner og allierede mødte op på Christiansborg Slotsplads for at vise deres støtte og utilfredshed. Kampagnen fik opmærksomhed i medierne og blev bakket op af sundhedsordførere fra bl.a. Enhedslisten, SF og Alternativet.

Kampen er langt fra slut, og vi skal fortsætte med at stå sammen og kæmpe for bedre rettigheder og muligheder for transpersoner i Danmark!

Helt personligt, vil jeg gerne takke alle dem, som har taget så godt imod min transition. Det er de små ting i dagligdagen, der betyder mest. Korrekt brug af stedord (han/hun/den) og nyt navn er for mig et udtryk for forståelse, hensyn og respekt, og for det er jeg stort taknemmelig. Kærlighed ud! ❤

Links:
“Transkønnede får det sværere”. Politiken den 27. oktober 2014.
“Gynækolog føler sig truet af Sundhedsstyrelsen”. Politiken den 7. oktober, 2014.

How I knew I was transgender (FemaleToMale)

DK: Hvordan jeg fandt ud af, at jeg var transkønnet?

Mange venner og familiemedlemmer har spurgt mig om, hvornår jeg tog beslutningen (om at transitionere) eller hvornår jeg vidste, at jeg var transkønnet. Det er et svært spørgsmål at svare på. At være transkønnet er ikke noget, jeg selv har besluttet. Ej heller er der tale om én enkelt særlig beslutning. Jeg har altid følt, at jeg faldt udenfor alle kategorier, som jeg blev placeret i som f.eks. pige, kvinde, lesbisk, butch, osv. selvom jeg til en hvis grad har forsøgt at passe ind. For lidt over et år siden besluttede jeg mig som 39-årig for ikke længere at prøve at passe ind. Derefter besluttede jeg mig for at sige det højt.

Se Dade’s video nedenfor, hvor han taler om sin oplevelse af det. Videoen er på engelsk.

Transgender Day of Remembrance (TDOR)

Idag, torsdag den 20. november, markeres den internationale Transgender Day of Remembrance i København med fakkeltog og en mindehøjtidelighed.

Siden 1998 har den 20. november været Transgender Day of Remembrance – en dag hvor man mindes de transpersoner som er blevet dræbt på grund af deres kønsidentitet eller er blevet ofre for hate crimes og transfobi. Samtidig sætter dagen fokus på at oplyse og eliminere de mange fordomme, der stadig er udbredte overfor transkønnede.

I København markeres Transgender Day of Remembrance i år i et tæt samarbejde mellem T-Lounge, Copenhagen Pride og Warehouse9, og arrangementet starter på Vesterbro Torv torsdag den 20. november kl. 18.00, hvor alle er velkomne til at tage del i det fakkeloptog, der vil gå frem til Tove Hansens Plads, hvorfra der afholdes en mindehøjtidelighed.

Se Facebook event

“Transgender Day of Remembrance er en oplagt og nødvendig lejlighed til at sætte fokus på den fortsatte marginalisering af transpersoner i Danmark. Selv om vi også tænder en glædens fakkel for loven om juridisk kønsskifte der blev vedtaget i år, så er der lang vej igen på andre områder. Transkønnede kan fortsat ikke få lov at bestemme over egen krop gennem et informeret samtykke, men skal i stedet udsættes for nedværdigende behandling og erklæres for psykisk syge, før de kan få lov at komme i hormonbehandling. Det er helt uacceptabelt”, siger Lars Henriksen, formand for Copenhagen Pride.

”Vi vil også tænde er lys for transkønnede der tog deres eget liv, fordi de følte, at der ikke var plads til dem i samfundet. Det er vigtigt at fokusere på den mentale sundhed og sørge for at der er reel diversitet, både i LGBT miljøet og i samfundet generelt. Som det er nu, er der nogle meget alvorlige mørketal for transpersoner – både socialt og sundhedsmæssigt. Det skal der gøres noget ved!” siger Malene Andreasen, projektkoordinator T-lounge Society/Warehouse9.

Efter mindehøjtideligheden vil der blive budt indenfor til T-Lounge i Warehouse9, og arrangørerne håber på bred opbakning og opfordrer så mange som muligt til at møde op.